Er pengelære et forældre ansvar?

Privatøkonomi på skoleskemaet? Eller over på forældrenes skuldrer? Hvor meget kan vi lægge over på forældrenes skuldre? Kan vi lægge alt derover? Jeg har mødt en, som mener det er forældrenes ansvar at lærer deres børn om penge, økonomi, investering og SKAT. Dette fik mig til at tænke disse tanker:

Vi kan hurtigt blive enige om, at forældre skal guide og lærer deres børn om de ting og udfordringer de kan møde i løbet af livet.

Hjælp i skolen

Nogle forældre er bedre til at hjælpe med skoleopgaver end andre, og dette skyldes ikke, at de ikke vil. Dette skyldes i høj grad også hvilke kompetencer de besidder. For nogen har en lang uddannelse i f.eks. matematik, og har dermed letterer ved at hjælpe deres børn i dette fag end mange andre forældre.

Luksusfælden

Jeg har nævnt det før, men nævner det da gerne igen. Vi uddanner generation luksusfælden, i vores stræben på at lægge mere og mere læring over på forældrenes skuldre.

Jeg forstår godt, hvis der er forældre, eller nogen som endnu ikke er det, som blive skræmt ved tanken om det stigende ansvar der lægges på deres skuldre.

Videreformidling af en viden man ikke besidder

Mennesker har mange forskellige kompetencer, det kan vi hurtigt blive enige om. Nogle er ordblinde, nogle er talblinde, nogle har svært ved at føle empati, osv.

Dette bringer mig hen til et hurtigt spørgsmål: hvordan skal man kunne videreformidle en viden, som man ikke besidder? Jeg tænker umiddelbart, at det er en kæmpe udfordring, at give en viden om økonomi til sine børn, hvis man ikke selv forstår det.

Ansvar på et tabubelagt område

Jeg har tidligere skrevet om, det tabu der er i forbindelse med at snakke om penge, økonomi og investering. Og jeg tænker ikke umiddelbart, at dette gør det lettere for forældre, at lærer deres børn om økonomi.

Jo, de fleste lærer dem da helt basale ting, som:

Hvor mange penge skal vi af med, når vi når til kassen?
Mange skal have flere indtægter end udgifter.
Man skal arbejde for at få penge at leve for.
Lommepenge: optjening og brugen af disse.

Men ovenstående er ikke nok. Økonomi er ofte noget der skiller vandene, og derfor er det også ofte noget der først bliver snakket om, når børnene er lagt i seng. Dette i et forsøg på at beskytte børnene for den negativitet der er forbundet med paneldiskussionen.

Hvad så nu?

Min konklussion på ovenstående er, at min kamp for at få privatøkonomi (budget, penge, investering og SKAT) på skoleskemaet fortsætter. For jeg er bange for hvor meget vi kan blive ved med at lægger over på forældrenes skuldrer. Måske vi skal revurderer pensum – det behøves ikke være et fag – og tilføje netop økonomi i matematik og samfundsfag. Dermed sikre vi fremtiden lidt mere, og vi presser ikke forældrene derud hvor der ikke længere er tid til at give omsorg og kærlighed til deres børn.