Indlæg

Man kunne ønske sig mere af medierne!

Man kunne ønske sig mere af medierne!

For nogen tid siden bekendtgjorde kioskens smørrebrødsseddel, at ”Du er til grin i banken”! Sådan uden videre og helt generelt. Personligt tog jeg mig det ikke så nært, for jeg bliver behandlet yderst korrekt. Det var en af boulevardaviserne, og vi kender jo deres stil, når det kommer til at sælge aviser.

Men i JyllandsPosten lød overskriften på forsiden, af sektionen Erhverv: ”Gaveregn over de danske aktieejere”! Og i en to-siders artikel anfører manchetten: ”Pengene vælter tilbage til ejerne fra de børsnoterede selskaber”. Dette budskab var i øvrigt citeret i Børsen med kilden Ritzau Finans, som skriver: ”…forgylder de børsnoterede danske selskaber sine (sic!) aktionærer som aldrig før …”

Her er det altså seriøse medier, der tegner et forvrænget billede af danske aktionærer. Aktionærer, som næppe ville tænke sådan, hvis de har aktier i f. eks. Novo eller Pandora.

Jeg skriver, da det bekymre mig, at store mediehuse tegner et billede og skaber en tydelig medie-tendens, som modarbejder aktionærforeningernes (her tænker jeg særligt på Dansk Aktionærforening) hårde arbejde. Et arbejde som udføres for at gavne aktiekulturen i Danmark. Men er det sådanne, at tingene forholder sig? Er dette ikke blot et bevis på, hvor langt disse medier går for at sælge aviser?

Det skræmmer mig ærligtalt. Særligt skræmmer det mig, at unge mennesker skal mødes med overskrifter som ”Du er til grin i banken”, for det gør da ikke, at de vil gå den vej, men måske hælder mere til alternative løsninger – som måske ikke er lige så optimale. Selvfølgelig skal de unge vide, at en bank er en forretning, som er ude på at tjene penge, men hvis man bruger sin sunde fornuft, så er det vidst intet problem. Men disse overskrifter er et problem for befolkningen, hvad end de er aktionærer eller ej – da alle har et eller andet forhold til sin bank, som medierne umiddelbart ikke bør gøre værre end højest nødvendigt.

Jeg håber, at vi i fremtiden ser, at medierne kommer med nogle overskrifter, som er mere virkelighedstro.  Overskrifter, som man kan forholde sig til og som ikke sætter frygt i øjnene på folk.